Forside
1. opslag
2. opslag
3. opslag
4. opslag
5. opslag
6. opslag
7. opslag
8. opslag
9. opslag
10. opslag
11.opslag
12.opslag
13. opslag
14. opslag
15. opslag
16. opslag
17. opslag
18. opslag
19. opslag
20. opslag
21. opslag
22. opslag
23. opslag
24. opslag
Efterskrift:
Digteren og maleren - præsten og klokkeren.
Jan Stolt holdt af blomstringen og gentagelsen. Holdt af engkabbeleje, løvetand, gingo og alt solgult. Holdt af gentagelsen ved at gå ad sine stier – som han sagde: Jeg vil efterlade et spor i landskabet. Rastløs kunne han være, og han var et uroligt hjerte der søgte fred. Livet forandrede ham, sagde han stille af og til, derfor måtte han digte.
Jan Stolt var beskeden om sig selv, når talen faldt på hans digte: Jeg er jo bare en vandrer i verden med min kasket. Dog forhindrede dette ikke, at man kunne tale om disse digtes væsen, så længe det var digtene løsrevet fra ham selv som digter, vi talte om. Vi kaldte digtene ’tekstbegivenheder’, og han var glad og næsten bevæget over sammenligningen med det begreb om ’det at folde’, som den æstetiske filosof Gilles Deleuze har lånt fra den store europæiske tænker og encyklopædist Leibniz. Vi fandt i dette begreb om at ’folde’ blandt andet dette at ville fange tanken i dens flugt, spring og opbremsninger, dette at ville forsinke den rene tankes svimlende hast, så virkelighedens tilblivelser blev synlige i ordene, i indfoldning og udfoldning. Og Jan Stolt, der selv var en stor encyklopædist, hentede sin viden fra alle steder og kunne omsætte den viden til en finurlig enkelhed. Hans digte er her stadig – som spor i landskabet.
- Søren Fahnøe
Når man betragter illustrationerne i Jan Stolts digtsamling, kunne man få det indtryk, at der var hyret to forskellige kunstnere til at udføre opgaven.
Dels en maler der på opslag 14 gør kort proces i tilegnelsen af digtets sparsomme fortælling for derefter straks med en jagtfalks skarpe blik vælger det usete billede som sit næste bytte og ved hjælp af billedelementerne proportioner, kalligrafi, retning, valør og farve skaber et billedudtryk lige så stærkt, knapt og kort som digtet selv.
Andre illustrationer synes udført af en tegner, der med drilsk humor og uden anfægtelser tager sig den frihed at fortsætte digtets fortælling, hvor digteren selv slap, som det sker på opslag 3 hvor en frodig hyldemor, der udfylder en væsentlig del af billedets flade, serverer sin suppe dels for den arme digter i billedets øverste højre hjørne og dels for børnene, der tumler nederst i billedfeltet og tilsyneladende allerede har fået mere af hendes suppe, end de kan klare.
Eller tegneren der anskueliggør det stille vemod, mens klokkeren på opslag 9 ringer solen til hvile i decembermørket.
Men i virkeligheden er der kun tale om en enkelt kunstner på opgaven, maleren og tegneren Michael Stolt, digterens søn.
- Leif Mosevang