Nyhedsbrev nr. 3 – 2018
Kære alle
Over døbefonten i Nyord Kirke hænger der en lille model af jagten ”Castor”. Castor var registret i Stege men hørte hjemme på Nyord. Castor sejlede parketfart mellem Stege og København. Parketfart betyder at skibet havde en fast rute og sejlplan, - mandag gik turen til hovedstanden og lørdag var skibet så tilbage med varer i Stege. Om søndagen var der fridag på Nyord, og mandag igen afsted ud igennem Bøgestrømmen, over Fakse – og Køge Bugt, for at ankomme til København til tiden. En datidens fragtmand.
Det var fint at være parketskipper og indtægten var sikker, men det var også krævende. Der var ikke noget med at blive liggende i havn, hvis vejret var hårdt. Lasten skulle frem til tiden og Castors forskellige skippere var da også kendt for at være pligtopfyldende, ærekære og ikke mindst dygtige søfolk.
I sejlskibenes tid, før motordrevne skibe, jernbaner og til sidst lastvogne overtog godstransporten var der foruden parketskibene en sværm af jagter, galeaser og skonnerter der kunne chartrers til at sejle alskinds gods fra den ene havn til den anden. I årene omkring 1900 kom der fx 3 – 4000 fragtskibe forbi Nyord om året. Vi kender antallet fordi der var lodspligt omkring Nyord, og antallet af lodsede skibe blev derfor registreret.
Min farfar Siegfred Stolt malede i 1945 et billede med jagten Castor på vej sydøstover. Vi ser korn- eller stubmarkerne på Nyord bag skibet og aner Ulvshale i det fjerne. Et stykke forude ligger galeasen ”Rasmus Stolt” for anker. Skipperen på Rasmus Stolt, hed Peter Stolt, - Siegfred far. Siegfred var i øvrigt en del år forinden blevet gift med Betty Houman Jensen, som var datter af skipperen på Castor.
Betty og Siegfred flyttede, som nygifte til København. Der var dengang som nu, en bevægelse fra land mod by. Som i dag var der også dengang flere muligheder for at uddanne sig, få arbejde og skabe sig en tilværelse inde i byerne. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at man ikke kan skabe sig en tilværelse ude på landet. En del gange er jeg blevet spurgt, ”hvad vi dog får tiden til at gå med specielt om vinteren, og om det ikke er kedeligt at bo så langt væk fra alting, - om vi kan holde det ud overhovedet, der er jo ingenting at lave?” – Så er det jeg får lyst til at spørge, - ”hvad laver I om vinteren og er det egentlig til at holde ud at gå i teatret hver dag, eller på cafe´ hele tiden?”
Der er en masse at lave ude på landet, en masse at opleve og en masse at tage sig til. Du kan fiske rejer, dyrke geoginer og grøntsager i have, holde høns, gå på andejagt, gå hundeture og se på havørne eller tage ind til byen og spise ude, - you name it, - og så er der smukt ude på landet.
Jeg vil dog medgive at nogle dele af landet ser triste ud. Hvis man kun møder kæmpestore ensformige marker, fabriksagtige husdyrsproduktionsanlæg, faldefærdige rønner og halvtomme landsbyer, - så er det forståligt, at dem der har muligheden for det tænker: ”Hvad laver hér - lad mig komme væk”.
Paradisdalen
Lørdag den 8. september har vi fernisering på en udstilling af Hans Ole Holschers billeder, billeder fra Paradisdalen i Grønland. Hvis Nyord ligger i udkanten af Danmark, så må man sige at Paradisdalen ligger i udkanten af verden.
Holscher har skrevet følgende optakt til udstillingen:
” Turen til Grønland og i særdeleshed Paradisdalen skyldes min svoger Henrik, der gennem sit arbejde lærte en anden passioneret lystfisker at kende. Han har et godt kendskab til dalen, ved hvor smukt der er og hvilket fantastisk sted, det er at fiske fjeldørred. Og ikke mindst kender han vejen ind til dalen... to en halv dags vandring, to overnatninger og 940 højdemeter.
Det var en hård og overraskende varm tur - om dagen altså... nætterne kunne være kolde med rimfrost på græsset om morgenen. Vi var otte afsted; den ældste var 61 og den yngste en pige på 13. I gennemsnit bar vi ca. 24 kg hver, pigen 15. Der er absolut ingen ting derinde, vi er i vildmarken og må have alle fornødenheder med, inklusive GPS og satellittelefon.
Vi var væk i 10 dage, forsvundet ind blandt rensdyr, moskusokser, polarræve og sneharer. Dyrene er ikke specielt sky, der er fredet og derfor ingen jagt.
Fuglelivet er også rigt og ikke mindst floraen er et kapitel for sig. Græsset rager op over de få træarter, der kan leve der. Birken er fx 10 - 15 cm høj og kryber langs jorden. Det er tundra; et urtidslandskab. Man ville ikke blive specielt overrasket, hvis der kom en skindklædt jæger med bue og pil vandrende ind over fjeldet.
Næsten fremme kæmper man sig ned gennem et pas frem til et plateau, hvor der er et 180 graders vue ud over dalen. Den er bred, nogen steder et par kilometer, og hele vejen gennem den flade dalbund slynger elven sig. Fjeldene rejser sig over for en i op til en kilometers højde i blålilla nuancer i det blødeste, fine lys.
Vi får slået lejr og begiver os ud i landskabet. Nogen for at fiske, en anden en for at fotografere og jeg for at tegne og male. Der er ingen menneskeskabt støj, i det hele taget er der ikke meget, der forstyrrer. Stilheden er enorm og bliver kun afbrudt af ravne eller måske en stenpikker, der skælder ud.
Man deler dalen med moskusokserne, de driver græssende rundt i små familiegrupper og efterlader deres fantastik bløde uld i store totter i de blågrå pile buskadser. Man hører polarrævene gø og render ind i sneharerne, der er hvide hele året, når man går til en elv for at hente vand.
Efter et par dage er man bogstaveligtalt bjergtaget, - og forstår hvorfor den hedder Paradisdalen”
Hans Ole Holscher udstilling består et antal oliepastelbilleder, blyantstegninger og akvareller. Der er fernisering lørdag den 8. september fra kl. 14 til 16. Udstillingen kan ses i sin helhed frem til søndag den 30. september.
Galleriet byder også på linoliumstryk af Kristine Hellesøe Appel, akvareller af Ralph Eschrig og akvareller og oliemalerier af undertegnede.
Med venlig hilsen
Michael Stolt