Nyhedsbrev nr. 5 – 2017
Kære alle
Oslojollen "Viben" og den gamle postbåd "Røret", akvarel af Ralph Eschrig, motiv fra året kapsejllads på Nyord
Hvad er mere oplagt end at have en båd når man bor på Nyord, - vi har haft flere, men bruger dem for lidt. Knap var beslutningen om at sælge den lidt klodsede motorbåd effektueret, før en oslojolle pludselig bød sig til. Lang og slank er den sådan en jolle, oprindeligt lavet i træ af nordmænd der har forstand på sejlads. Ikke overrigget og med sværd, en slags sænkekøl der kan trækkes op når man kommer på lavt vand. ” - Er den ikke velformet”, forsøgte jeg mig over for Runa, ”og den er altså ikke ret dyr”. Runa smilede, - og et par dage senere sejlede sælgeren Per og jeg vores oslojolle hjem til Nyord.
Og siden har den egentlig mest ligget for svaj på vandet lige ud for vores hus. Der har jollen nu også pyntet, og flere har faktisk uopfordret sagt, at de synes det er en smuk båd.
Det er rart at høre, men måske også lidt tankevækkende. - Hvorfor opleves netop denne båd smuk?
En enkelt har ligefrem sagt at han glædes over at se båden, og at han synes den passer godt til Nyord.
Der er naturligvis den mulighed, at komplimenterne skyldes høflighed, måske, - og dog, der er nu nok noget om snakken. Den er elegant, enkel og fin og måske er det er den lidt klassiske gammeldags formgivning der gør, at den ligefrem passer til Nyord. Ind imellem ligger der meget moderne lystbåde i havnen, nogle af dem har helt sikkert været meget dyre og de sejler sikkert fremragende, men passer ind i havnen og på Nyord, det gør de ikke. Så er det rart at tænke på at de sejler igen.
Apropos ”det smukke” – så havde maleren Leif Mosevang og jeg en god snak om emnet, bl.a. fortalte Leif om en norsk maler han havde kendt, de havde også talt om dette emne. Den norske maler havde en måske lidt radikal leveregel, ”du skal aldrig anskaffe dig noget, hvis ikke du har lyst til at lave et maleri af genstanden” – Altså, når du køber en kaffekande, så skal du overveje om du vil male et maleri med kaffekanden på, eller før du køber et hus, - så overvej lige om du vil male et billede af huset, og hvordan med en spegepølse, et brød, en hund eller en buket blomster. –
”Smag og behag er forskellig, - derfor bliver alle is spist, alle biler solgt og alle piger gift”, sagde min far af og til. - Vi er forskellige, vores smag er forskellig og det der er smukt for den ene er det ikke nødvendigvis for den anden. ”Det smukke” bliver således i sin yderste konsekvens en relativ størrelse.
Men kan man overhovedet tale om grad af fælles forståelse af ”det smukke”, – eller giver det ingen mening?
En sommeraften sad Ralph Eschrig og jeg og nød en helt speciel whisky, egentlig bare en god 12 års whisky. Det helt særlige var at den havde krydset Østersøen 3 gange i Ralphs båd ”Alk”. Vi havde tidligere talt om at det var en slags parallel til linjeakvavitten, som jo skulle være lidt bedre end andre snapse, fordi den har krydset linjen eller ækvator. Nu er der jo ingen linje i Østersøen, men der er en rende til de store skibe, Kadetrenden hedder den eller på tysk Kadettrinnen. Sådan et stykke nede i flasken, som dog allerede var halvtom da vi begyndte, den havde nemlig allerede været på Nyord en gang og således to gange mere over Kadetrenden – hin und zurück, - var vi- skal vi sige blevet en anelse mere begavede. For det første var vi ret sikre på, at et økonomisk eventyr som eneforhandlere af ”Kadetrinnen Whisky” lå lige om hjørnet og for det andet fordi vi var ganske sikre på, at whiskyen i den flaske vi sad og nippede til ganske enkelt smagte bedre end alle andre whiskyer. – Den sommeraften blev vi klar over, at smag og behag ikke altid er forskellig og at ”det smukke” eksisterer.
Etiketten til Kadettrinnen Whisky er designet af Ralph Eschrig, Det er tanken, at der sættes et flueben hver gang flasken kryser Østersøen.
Okay, - at påstå at det enestående fælles smukke eksisterer og at bruge whisky som bevis, - det er vist kun et par småberusede malere der synes holder. - Omvendt vil de fleste nok være enige i at en flaske af den billigste whisky smager ganske grimt.
Runa og jeg vil gerne takke alle jer der har besøgt os i galleriet og forretningen i løbet af sæsonen, og en tak til medhjælperne Tove, Knud Erik og Rita der altid stiller op i godt humør, også en tak til ferniseringsmusikkerne Søren og Lars; og ikke mindst tusinde tak til kunstnerne Kristine Hellesøe Appel, Ralph Eschrig og Leif Mosevang. De har hver især glædet os med nogle seværdige og smukke udstillinger.
Årets sidste udstilling består af udvalgte værker fra disse kunstnere foruden en del af mine egne billeder.
Med venlig hilsen
Michael Stolt
Galleri Nyord – Allstars 2017
Lørdag den 16. september til nytår
Blandet udstilling med billeder af Kristine Hellesøe Appel, Ralph Eschrig, Leif Mosevang og Michael Stolt
Åbningstider hos runas og Galleri Nyord
Til og med uge 42:
Alle dage: 11 til 17
Herefter og frem til jul:
Fredage: 13 til 17
Lørdage: 11 til 17
Søndage: 11 til 16
"Georginer og hindbær", olie på lærred 40x32 cm - M. Stolt 2017