Nyord.com Runas Butik

Nyhedsbrev nr. 6 – november 2024


Kære alle

 

Som så mange andre drenge fra Nyord blev min farfar Siegfred jæger. Jeg har tidligere skrevet om hans vist nok sidste jagttur på Nyord. Det var dengang, han kom hjem med en lille krikand efter en hel dags jagt på engen. Min farfar fortalte ved sjældne lejligheder jagthistorier. Jeg kan huske et par af dem: Som dreng havde han engang set en hvid svane, der var anskudt. Den kunne stadig flyve men var rød af blod på den ene side. Siegfred løb efter den anskudte svane. Ud over engen over bække og floder, svanen tabte kun langsomt højde og landede først langt ude på Sønderholm, helt ude ved Strømmen. Siegfred fik fat i fuglen og slæbte den hele den lange vej tilbage til byen. Svanen blev plukket og lagt i ovnen, og der lå den længe, og en ram lugt af tran fyldte køkkenet. Da den endelig kom ud af oven, skar og lettede Sigfreds mor på dens skind. Fedtet var helt blågrønt og lugtede fælt af tran. Svanen, som Siegfred stolt havde slæbt hele veje hjem over engen, var uspiselig.

En anden historie handlede om et par regnspover. Siegfred var på jagt og sad på en sten, da et par regnspover eller østerlandsviber, som han også kaldte dem, kom flyvende. Siegfred skød den ene, som faldt til jorden, på vejen ned fløjtede den vemodigt. Regnspover har deres helt eget lidt bløde, dybt halvlange fløjt. Det er måske deraf, det næsten mytiske navn ”østerlandsviber” kommer. Den anden spove vendte om og kom kaldende tilbage. Den cirklede rundt flere gange, og fløjtede som søgte den efter sin mage. Den fik lov at flyve, og farfar fortalte også, at han herefter stoppede med at skyde regnspover.

Forleden fik jeg så en parallel oplevelse. Jeg var på aftentræk med vores nye, og skal jeg selv sige det, ret talentfulde formel 1 labrador ”Winnie”. Hunden og jeg sad i en dusk højt græs ved noget vandsjask nær Renden på Lamber Nakke. Jeg havde skudt en ung grågås, som Winnie stolt havde apporteret. Det var ved at være mørkt og snart tid til at trave hjem. Vi tager lige 5 minutter mere, tænkte jeg, så er det slut for i aften. Så sidder vi der og spejder og lytter. Mørket er efterhånden ret tæt. På et tidspunkt ser jeg til skråt bagud til siden. Til min overraskelse ser jeg 2 gæs, der er ret tæt på. De siger ikke en lyd, som gæs ellers ofte gør. Jeg vurderer, at det er grågæs eller blisgæs og drejer rundt og skyder. Den ene gås falder til jorden, den anden flakser forskræmt og skræppende opad og forsvinder ud i mørket. Jeg kan ikke se gåsen, men jeg kan tydeligt høre dens lidt fløjtende gakken, som bliver svagere og svagere. Mens Winnie apporterer, og jeg pakker sammen, kan jeg høre gåsen vende tilbage og kredse gakkende rundt derude i mørket. Jeg kan ikke se den men bare høre dens karakteristiske gakken. Det siges, at et gåsepar holder sammen i mange år. Har du lige skilt et par ad, spurgte jeg mig selv på vej ind. Vi ved det ikke og får aldrig svar. Til gengæld ved jeg, at oplevelsen er prentet i min hukommelse. Som farfar huskede oplevelsen med østerlandsviberne, vil jeg altid huske aftentrækket i november. Den aften hvor to gæs kom helt stille, hvor den ene blev skudt, og hvor den anden kom kaldende tilbage. Nu er min historie delt, som farfar delte sin.

De 2 gæs fra den aften er i øvrigt blevet omhyggelig plukket eller rappet, som Runa kalder det. De ligger i fryseren og bliver til et par festmåltider. Den unge grågås er til julemiddagen juleaften, og blisgåsen tilbereder vi i andægtighed en anden dag.

For gæs smager i modsætning til svaner, ikke at jeg har prøvet, ganske fortræffeligt.

 

Med venlig hilsen og med ønsket om en god jul

Michael Stolt

 

 
Bramgæs og nisse” akvarel 20x20

 

 

Aktuel udstilling:

Akvareller og oliemalerier af Michael Stolt

 

Links:

Sådan lyder blisgæs: Klik hér …
runas:
Klik hér …

Billedgalleri med Michael Stolts akvareller og oliemalerier: Klik hér …

Galleri Nyord: Hjemmeside med ældre nyhedsbreve og billedmateriale - Klik hér …



Nyhedsbreve:

Ønsker I at tilmelde andre, skifte mailadresse eller at afmelde nyhedsbreve fra Galleri Nyord – så send en mail til:  michael@nyord.com

 

 


 

 

I vinterhalvåret ringer kirkeklokken på Nyord solen op kl. 8 og solen ned kl. 17. Det foregår som altid - med håndkraft. Kirken blev indviet den 16. december i 1846, og i de senere år har man markeret dagen med julesalmesang. Det sker også i år. Kirkeklokken ringer på den sædvanlige tid, og herefter er der ca. 1 times stemningsfuld sang og musik i kirken i stearinlysenes skær.

Det siges, at kirkeklokken tidligere markerede arbejdsdagens start og afslutning. Det er nok tvivlsomt, om det er helt rigtigt, for der er givetvis blevet arbejdet i gårdenes stalde eller med fiskeri og sejlads på de fleste tider af døgnet. Meget har forandret sig på Nyord. Landbruget på øen varetages nu af nogle få landmænd og kvægavlere. Der er en enkelt fisker på deltid, og de sidste lodser og søfolk lagde op og gik i land for mange år siden.

Årets gang og naturens evige vekslen er derimod den samme. Måske er vintrene ikke så kolde, og måske er der blevet længere mellem julesnestormene, men vinterfuglene er der som i gamle dage. Gråænder, pivænder og spidshaler i floderne og i vandsjasket ude på engen, og sangsvaner ude i Ulvshalestrømmen. Deres vemodige stemningsfulde sang i tusmørket lyder, som den altid har lydt.

Om der stadig er lige så mange nisser på Nyord, som der var i gamle dage? Det spørgsmål kan man måske få svar på, hvis man deltager i en af William Houmans 3 december-byvandringer. (Se info i ovenfor).

Noget er dog ret nyt på Nyord. I de senere år er øen blevet et yndet udflugtsmål. I sommerhalvåret kommer der mange gæster til øen. I takt med det stigende besøgstal er der stille og roligt dukket flere virksomheder op på øen. Overnatningssteder, spisesteder, et galleri og en Ø-handel. I sommers var der eksempelvis hele 5 steder, hvor man kunne få kaffe og kage.

En del besøgende har været usikre på, hvad og hvornår der var åbent uden for sæsonen. Derfor er restaurant Gaströ, Noorbohandelen, Nyord Ø Handel og Galleri Nyord & runas blevet enige om at have nogenlunde ens åbningstider i de 4 advent-weekender i december. Nyord menighedsråd har koblet sig på samarbejdet, da kirken gerne vil markere sig som en del af ”det levende samfund”. 

Forretningernes åbningstider i december kan ses i ovenfor og på firmaernes hjemmesider. Ligeledes kan man se kirkens arrangementer. Nyord Kirke er i øvrigt åben hver dag, - fra solen ringes op til den ringes ned.

Nyord Kirke – Klik hér …

Restaurant GastrÖ – Klik her …

Noorbohandelen – Klik hér …

Nyord Ø Handel – klik hér …

 

 

 

Dagens udsigt til Viemoseskoven – juli 2024

 

 

 

Billede på 70x100 cm bestående af 31 akvareller på 10x10 cm og en på 30x10 cm.

Fås som plakat. Mål: 50x70 cm. Pris: Uden ramme 200,-  / i egetræsramme: 650,-

 

 

Nyord.com

v/ Runa Stolt Hellesøe og Michael Stolt / Hans Henriks Stræde 6, Nyord / DK-4780 Stege
Kontakt: 4078 5667 eller 2422 4748 / michael@nyord.com eller mail@runas.dk
©  materialet på siden er underlagt copyright