Nyord.com Runas Butik

Nyhedsbrev nr. 3, juli 2022

 

Kære alle

 

Det skønne
Jeg ved hvor den holder,
en guld Peugeot 206 todørs,
jeg er tit henne og kigge til den,
højeste bilskønhed,
evig,
Platon på en parkeringsplads midt i Næstved.


Jan Stolt, 18. august 2007

 

Et mundheld siger, at smag og behag er forskellig. Nogle kan lide det ene og andre noget andet. Nogle har yndlingsfarven orange, andre synes bedst om grøn. Min far havde følgende lille huskeremse: - ”Smag og behag er forskellig, derfor bliver alle is spist, alle biler solgt og alle piger gift”.  

Men er der slet ikke nogle regler eller retningslinjer, som kan lede os henimod ”det skønne”? - Det er der. Jeg har tidligere skrevet om farveakkorder, altså farver der er med til at skabe harmoni og smukke klange, når de sættes rigtigt sammen.

På samme måde er ”det gyldne snit” vigtigt for en maler, der vil komponere et billede i harmoni.

 

Det gyldne snit opstår, når en linje (a+b) deles således, at det mindste (b) stykke forholder sig til det største stykke (a), som det største stykke (a) forholder sig til hele linjen (a+b). 

Lidt forenklet og upræcist sagt kan man dele et lærred eller et stykke papir op i ottendedele både i bredden og i højden.  Tæller man så 3/8 ind, fra højre, venstre, fra top og bund, så vil linjer, der kan tegnes vandret og lodret ca. ligge i det gyldne snit.

 

Ralph Eschrig har malet en fin akvarel af Kalvehave Kirke (se næste side). Akvarellen viser meget om det gyldne snit. For det første er der i selve kirken mange eksempler på de gyldne snit. Men kig fx på de tre tagflader. Længderne af hhv. hoveskibets tag (a) og korets tag (b) - så er det meget tæt på at (b) forholder sig til (a), som (a) forholder sig til (a+b). På samme måde kan vi kalde længden af tårnets tag (c), og så er det igen tæt på, at (c) forholder sig til korets tag (b) som b forholder sig til (b+c).
Et sidste eksempel kunne være, at vi kalder afstanden fra billedets venstre kant og ind til kirketårnets forkant (d) og afstanden fra kirketårnet forkant til  enden af koret (e). Er det så sådan (d) forholder sig til (e) som (e) forholder sig til (d+e)? Det er i hvert fald tæt på.

 


Nu er det gyldne snit jo ikke sådan en trylleformular, men vi kan konstatere, at både bygningsværket og akvarellen i høj grad opererer i forhold til det gyldne snit, og jeg vil vove den påstand, at det er medvirkende til bygningens og akvarellens rolige og harmoniske udtryk.

 

Eschrig og Holscher
Lørdag den 23. juli til torsdag den 8. september

  

Lørdag den 23. juli fra kl. 14 til 16 er der fernisering på Ralph Eschrigs og Hans Ole Holschers udstilling med malerier fra Nyord, Møn og Sydsjælland.

Ralph Eschrig er født i Dresden i 1959 og er operasanger i Deutsche Oper i Berlin. Hans Ole Holscher er født i Vordingborg i 1961, hvor han stadig bor og driver firmaet ”Holschers Haveservice”.

Eschrig og Holscher har begge malet i en årrække, og de har begge tidligere udstillet i Galleri Nyord.

Galleri Nyords husorkester ”Fischer og Schmidt” spiller og underholder. Der bydes på lidt koldt at drikke og naturligvis hjemmebagt kransekage. Alle er hjertelig velkomne.

Samme dag kl. 13 opfører teater Møn forestillingen ”Alice i Eventyrland” på plænen mellem Galleri Nyord og Vaskehuset. Der er fri entre – og Nyord Ø Handel sælger øl og vand mm.



Kalender for udstillinger i Galleri Nyord 2022

Kan nås endnu – frem til torsdag den 21. juli: Jens Bohr

23. juli til 8. september: Ralph Eschrig og Hans Ole Holscher

10. september til 23. oktober: Marianne Tümmler. (Info følger i næste nyhedsbrev)

 

Weekends fra 27. november og året ud: Michael Stolt

 

Links:

Jens Bohr: Hjemmeside: Klik hér …

Ralph Eschrigs hjemmeside: Klik hér …

Hans Ole Holschers hjemmeside: Klik hér …

Marianne Tümmlers hjemmeside: Klik hér ...

Michael Stolts hjemmeside: Klik hér …


 

Nyord.com

v/ Runa Stolt Hellesøe og Michael Stolt / Hans Henriks Stræde 6, Nyord / DK-4780 Stege
Kontakt: 4078 5667 eller 2422 4748 / michael@nyord.com eller mail@runas.dk
©  materialet på siden er underlagt copyright