Nyhedsbrev juni 2022
Kære alle
Træsnit af Jens Bohr
Slægt
Kom til søs,
sejlede,
Atlanten i storm,
underdrejet,
skipperen røg lys tobak,
han fortalte og fortalte,
havenes mænd.
Jan Stolt 5.9. 2007
I 2010 besøgte et tv-hold med den kendte jounalist Jørgen Flindt Pedersen Nyord, holdet kom sejlende i Johannes Larsens gamle båd ”Rylen”. Der var et ledsageskib med, for det var et pænt stort hold. Skippere og gaster, en kameramand, museumsinspektør Erland Porsmose, Jørgen Flindt Petersen og ikke mindst kunstneren Jens Bohr.
Tv-holdet var i gang med at optage den 3. sæson af tv-serien ”Gensyn med de danskes øer”. Seriens idé var så at sige at sejle i kølvandet på Johannes Larsen og Acton Friis, der i 1920´erne havde besøgt et stort antal af de danske øer, store som små. Dengang ca. 90 år tidligere lavede Johannes Larsen et imponerende antal tegninger ude på øerne, og Acton Friis skrev så tilsvarende om øerne, og han tegnede i øvrigt også en række fine portrætter af øboerne. Deres studier blev efterfølgende udgivet i storværket ”De danskes Øer”.
Men tilbage til 2010. Som nævnt var kunstneren Jens Bohr med på Rylen. Vi hilste kun flygtigt på hinanden dengang. Efterfølgende er det blevet til et tættere samarbejde, når Jens Bohr udstiller i Galleri Nyord.
Jens Bohrs kunst har mange facetter og passer på en til dels uforklarlig, men fin måde til vores galleri på Nyord. Noget er imidlertid ikke særligt uforklarligt. Fuglene og skibene. Der er ofte fugle i Jens Bohrs kunst og så er der skibene - sejlladsen, landet set fra vandet, de fulde sejl og de ukendte steder som kun kan nås med båd. Igen og igen oplever vi tiltrækninger til sejllads, skibe og sømandsskab i Jens Bohrs kunst.
Og hvad har vel betydet mere for Nyord end netop sejllads og sømandskab. Vi er måske lidt på vej til at glemme det, men der var faktisk over 20 lodser på Nyord i perioden frem mod 1880. De lodsede hvert år mellem 3 - 4.000 skibe igennen farvandet omkring Nyord, først igennen Ulvshaleløbet. Senere da Strømmens udløb i Østersøen sandede til, lodsedes det samme antal skibe gennem Bøgestrømmen vest for øen.
Hver af de 20 gårde havde ret men også pligt til at stille en lods, og derfor blev langt de flest drenge- også gårdmandssønnerne sendt til søs. Jeg har tidligere skrevet om Louis Stolt, der kort efter sin konfirmation fik hyre som dæksdreng, og så i øvrigt sejlede de sidste mange år som kaptajn på Helsingør-Helsingborg overfarten. Louis var en af mange drenge, der blev sendt til søs. Sådan var det på Nyord, sådan var det i hele landet, sådan var det i mange lande. Søfart var et stort erhverv, og ofte også et barskt erhverv. At sejle en 18 fods lodsjolle ud til et skib i Østersøen en stille sommerdag er ingen sag, en grå stormende efterårsdag har det været noget ganske andet, krævet mod og forstand. Eller hvad med at kravle til tops i masterne og bjærge sejlene , når et uvejr trak sammen. For slet ikke at nævne marinen og de ofre søfolk måtte lide, når marinefartøjerne eller krigsskibene kæmpede i ”røg og damp” og kanonkuglerne tordnede om ørerne.
I den lidt mindre skala var skibene også farlige arbejdspladser. Min tipoldefar fik eksempelvis en ankertrosse om benet, det var vist i havnen i Kalundborg. Benet måtte amputeres. Min far Jan Stolt fortalte mange år efter, at han som lille feriedreng blev sendt ned til havnen for at hente oldefars træben. Det havde været til reparation oppe i Stege og kom nu retur med postbåden ”Røret”. Den lille københavnske feriedreng benede til havnen, fik træbenet og bar det hjem på skulderen. Det var pakket fint ind i brunt papir - Tænk engang sagde min far, da han fortalte.
– Ja tænk engang.
Litografi af Jens Bohr
Leg
Krapsøer i sundet
brogede sejl
børnekapsejlads
hvem vinder
Jan Stolt 30.9. 2015
Om sin udstilling skriver Jens Bohr: ”jeg tænker mig en del af den udstilling jeg havde på Johannes Larsen museet her først på året. Dvs - rejsebilleder fra nord og syd (Italien - Norge m.m.) og nogen her fra Gabet, hvor jeg har arbejdet under corona årene”
Med venlig hilsen
Runa og Michael
Tak til Leif Mosevang
Sidste sommer besøgte jeg endnu en gang Kunigunda og Leif i Sondrup Bakker. Det var som så mange gange før rigtig rart. Vi spiste lidt frokost sammen. Så gik Leif og jeg en tur i haven og endte, som vi også plejede i Leifs store dejlige atelier. Det var nogle enkelte helt nye malerier og nogle store flotte lidt ældre havebilleder. De var kommet retur fra en café, der havde lånt dem over en længere periode. Snakken gik om malerier, farver og oplevelser. Leif er, som nogle ved, en fremragende fortæller, og han har meget på hjertet. Jeg sagde, som mange gange før ikke så meget.
Mens vi talte om billederne, nogle var ret store mørke lærreder med bl.a. violette blomster, kom det stilfærdigt fra Leif: ”De billeder kunne jo egentlig godt udstilles ovre hos jer, og hvis jeg nu kan finde kræfterne til at male bare nogle enkelte nye, så vil jeg gerne lave endnu en udstilling i Galleri Nyord til næste år”. Det gav vi hinanden hånd på men aftalte også, at hvis det blev for krævende en opgave, så var det det.
For ca. 14 dage siden ringede Leif og meldte fra.
Heldigvis har Leif det godt, men han oplever at han mangler den vitalitet, han tidligere har haft. Vitaliteten, som er afgørende når Leif maler, og som stråler så smukt ud af hans malerier.
Jeg vil her benytte lejligheden til at sige mange tak til Leif Mosevang for udstillingerne og det gode samarbejde.
På Leif Mosevangs hjemmeside [ link ] kan man se et udvalg af malerier og finde links til interessante videoer, bl.a. med de 3 taler Leif Mosevang holdt i Nyord Kirke i forbindelse med sine udstillinger i Galleri Nyord i 2014, -15 og -16.
Program for årets udstillinger i Galleri Nyord:
4. juni (pinselørdag) til 21. juli: Jens Bohr
23. juli til 8. september: Ralph Eschrig og Hans Ole Holscher
10. september til 23. oktober: Marianne Tümmler
Weekends fra 27. november og året ud: Michael Stolt
Links:
Jens Bohr: Hjemmeside: Klik hér …
Ralph Eschrigs hjemmeside: Klik hér …
Hans Ole Holschers hjemmeside: Klik hér …
Marianne Tümmlers hjemmeside: Klik hér ...