Nyhedsbrev nr. 4 – juli 2024
Kære alle
Vi er heldige at have udsigt ud over Stege Bugt. Mod sydøst kan vi kigge til Stege, mod syd kan vi se Mønbroen og Kalvehave, og mod vest ser vi over til Viemoseskoven. Skoven har fået sit navn efter landsbyen Viemose, som ligger langs vejen, som går fra Kalvehave mod Mern. Landsbyen er langstrakt og er Danmarks længste landsby. Viemoseskoven ligger langs stranden øst for Viemose. Skoven begynder knap et par kilometer nord for Kalvehave og strækker sig 3-4 kilometer. Hvor skoven ender, ligger det lille fiskerleje Balle. Kører man igennem Viemose, er der 2 småveje, der fører til Balle. Der står skilte, der viser til Balle. På det ene står der ”Balle 1” og på den andet ”Balle 2”. Det har jeg altid syntes var lidt sjovt. Den lille samling huse i Balle har givet navn til udtrykket ”Spildte gudsord på Balle-Lars”. Balle-Lars, hvis mor kom fra egnen ved Balle, var idømt dødsstraf for et mord på en kvinde, der boede i Ugledige ved Præstø. Balle-Lars havde først indrømmet mordet, men han trak efterfølgende sin tilståelse tilbage. Sognepræsten i Præstø forsøgte adskillige gange at få Balle-Lars til at angre. Det lykkedes ikke, og præstens ord var spildte. Balle-Lars blev halshugget i oktober 1860. Så vidt jeg ved, var det den sidste dødsdom, der blev eksekveret i Danmark i fredstid.
Viemoseskoven er som nævnt ret lang, og så er den ikke specielt bred vel en kilometer. Jeg har gået mange ture i skoven, da jeg var dreng, mine forældre havde nemlig sommerhus i Kalvehave, tæt på skoven. Skoven drives erhvervsmæssigt, og var i hvert fald dengang ikke særlig spændende. Den var tæt med mange høje ikke gamle træer. I småjernbanernes tid skar Kalvehavebanen, som gik fra Vordingborg til Kalvehave, sig igennem et hjørne af skoven. Forhøjningen, hvor skinnerne havde ligget, ligger der stadig. Jeg har ladet mig fortælle, at man på stille dage kunne høre Kalvehavetoget tøffe og fløjte helt herovre på Nyord. Viemoseskoven har gennem tiden leveret tømmer og brænde til Nyord. Der er jo ikke ret langt derover, og om vinteren kunne man smutte over isen og hente brænde fra skoven på en slæde.
Dagens udsigt mod Viemoseskoven i henh. december 2023 og juli 2024. Akvareller 10x10 cm. Dele af 2 større akvareller på 70 x 100 cm sammensat af 31 + 1 akvareller. (PS: Juli 2024 er ved at blive malet)
Vi kigger over på skoven mange gange hver dag året rundt. Den ligger der ovre i vest som en stribe mellem havet i forgrunden og himlen i baggrunden. Himmel og hav har deres egen symbiose, hvor vandet og bølgerne låner himlens farver. Er himlen blå, er vandet blåligt. Er himlen grå, er vandet gråligt. Er himlen violet en stille aften, reflekterer det blanke vand de violette farver. Himlens farver og vandets farver er i familie, kan man sige, i farve og i valør men de er ikke ens, der er naturligvis forskellighed i udtryk. Skyernes former, bølgernes bevægelser eksempelvis. Der er fællestræk og ligheder, og der er forskelle og nuancer. Som hos et par søskende. Men så har vi jokeren her i på egnen i nærheden af Møns Klint. Har der været skred ved klinten, oplever vi, at østenvinden presser hvidligt kridtvand ind i bugten. Så lever vandet og havet sit helt eget farveliv.
Og ind imellem himlen og havet ligger så Viemoseskoven. Nogle gange en næsten sort markant stribe, andre gange er de grønne eller løvfaldsbrune træer tydelige. Til tider opløses konturen af skoven, det kan være, når en byge kommer forbi eller i tåge. Er luftfugtigheden høj, får skoven et doucet hvidligt skær - fordi det fysiske lufthav mellem øjet og skoven derovre et par kilometer væk er en smule hvidligt.
Fra Lodsudkiggen Møllestangen har man et fint blik over mod Viemoseskoven. Man ser himlen, skoven, havet og så markerne på Nyord som forgrund. Markerne skifter også farve. For et par uger siden var de saftgrønne, nu modner kornet, og marken er en kende mere gul. Farven kan rammes med en blanding af zinnobergrøn og neapelgul. Om fjorten dage er kornet modent og markernes farve varm gul-okker-orange.
En fotograf fra det tyske Mare-TV udtrykte det engang således: ” Lodsudkiggen Møllestangen - Danmarks mindste museum med Danmarks største udsigt”. Selvfølgelig et vel reklameagtigt udsagn og mange vil vel nok hævde, at netop udsigten hvor de bor er den største, men udsigten fra Møllestangen er uden sammenligning i øvrigt - storslået.
Med ønsket om en fortsat god sommer og med venlig hilsen
Michael Stolt
Fra lørdag d. 27. den juli til torsdag den 5. september:
Dobbeltudstilling med Ralph Eschrig og Hans Ole Holscher.
De to maleres udgangspunkt er vidt forskellig. Ralph Eschrig er født i Dresden i 1959, Hans Ole Holscher i Vordingborg i 1961. Ralph bor i Berlin og er operasanger af profession, Hans Ole er efter et par afstikkere til København og Kerteminde vendt tilbage til Vordingborg og har et haveservicefirma.
Noget har de dog til fælles. Passionen for at male og glæden ved at komme på Nyord. Ralph og hans kone Kristina kommer næsten hver sommer til Nyord i sejlbåden Alk. Hans Ole og Lisbeth kommer til Nyord året rundt bl.a. for at passe øens kirkegård.
I 2022 udstillede de sammen i Galleri Nyord. Udstillingen fik titlen ”Malerier fra Nyord, Møn og Sydsjælland”. Udstillingen blev godt modtaget og nu er fortsættelsen klar, - temaet er det samme.
Ralph Eschrig:
Operasangeren Ralph Eschrig er født i Dresden i 1959 og uddannede sig til sanger på Hochschule für Musik Carl Maria von Weber. Ralph Eschrig aftjente sin værnepligt på øen Rügen. Ralph Eschrig fortæller, at han ofte stod i fyrtårnet på Rügen og kiggede mod nord og Møn. Hvis det på noget tidspunkt blev muligt, ville han anskaffe sig en båd og krydse Østersøen og lægge i havn på Møn.
Ungdomsdrømmen blev mulig mange år senere. I 2013 sejlede han sammen med sin kone Kristina Clemenz for første gang over Østersøen i sejlbåden ”Alk” og lagde til i Klintholm Havn. Herfra fortsatte de langs Møns sydkyst op igennem Grønsund og nåede efter flere stop til den lille havn på Nyord. Siden har parret besøgt Nyord mange gange for at holde ferie og besøge vennerne på øen.
Yrsa og Bent Hansens hus i Nordgade på Nyord
Hans Ole Holscher præsenter sig selv med følgende ord:
Jeg hedder Hans Ole Holscher og er billedarbejder og gartner, og jeg har to små historier at fortælle.
Første historie:
Jeg har slået streger på papir, så længe tilbage jeg ved af. Det fik jeg bekræftet fornylig. I min mors gamle poesibog havde en af mine søskende, eller min mor - mine søskende kan ikke huske det, og min mor kan ikke fortælle det - hjulpet mig med at skrive om roser og violer. Forneden på siden var der en tegning af en bil og et menneske – en enkel stregtegning. Med kuglepen stod den skarp og vidnede om engang, da en beslutsom hånd i næsten en enkel bevægelse gjorde tanke til virkelighed. Der er noget stor kunst over det – med lidt god vilje.
I dag har jeg passeret de tres, og jeg var fire år, da jeg tegnede bilen og mennesket i poesibogen. Selvsagt har meget ændret sig siden da. Men jeg synes stadig, det er håndens tavse viden fra tanke til virkelighed, der er drivkraften. Det er en stor frihed, når tanken ikke forløber i ord men i billeder.
Anden historie:
På en tur med min kone Lisbeth til Holmegård mose sidste år var hun så heldig at møde en citronsommerfugl, der var så opslugt af at sidde i en mælkebøtteblomst, at hun kunne nå at tegne den. Da jeg så hende sidde der og arbejde, gav hun mig ideen til en motivkreds. En sommerfugleserie med små billeder 20x20 akryl på lærred. Udfordringen skulle være, at jeg kun måtte male dem, jeg mødte på min vej. Mange tak Lisbeth.
Men da jeg er en langsom maler, og sommerfugle har det med at flakse rundt, måtte jeg finde en anden arbejdsform end Lisbeths. Så sidste år begyndte jeg at jagte sommerfugle med kamera. Det viste sig at være en af de mest inspirerende opgaver, jeg har givet mig selv.
Jagten på sommerfuglene har bragt mig rundt i landskabet, fra strandenge til skovlysninger. Artsbestemmelsen krævede langt mere viden end jeg har, så der var også studietid i sofaen, hvilket har åbnet mine øjne for sommerfuglenes liv og levned. Og selvom det er en bunden opgave, er der en stor malerisk frihed i det egentlig enkle motiv. Det skærer maleriet ind til benet; komposition, form og farve.
Og så er jeg kun lige begyndt, halvandet år er slet ikke nok.
