Nyhedsbrev nr. 4 – 2017

Kære alle

Min morfar Hans Andersen kom fra Fyn. Han var uddannet slagter og flyttede til Mors da han blev gift med Rebekka. Hans havde den evne, at han ret præcist kunne se på et kreatur, hvad det ville veje når det var slagtet og hang på kødkrogen. Hans blev derfor kreaturhandler. Han købte røde kvier på Fyn, fragtede dem til Mors og solgte dem nordenfjords, hvor bønderne trængte til blodfornyelse i besætningerne. Mange år efter kunne mange af de røde køer på Mors og nord for Limfjorden henføres til kreaturhandler Hans Andersen. Men en sommer under krigen gik det galt for Hans, han havde som vanligt købt rigeligt ind af fynske kvier, som gik på græs på hans strandenge. Foråret havde været tørt og regnen udeblev også hen over sommeren. Engenes græs svandt ind hos Hans, men naturligvis også hos bønderne, og der opstod langsomt og sikkert en udbredt mangel på foder, hvilket medførte at al handel med kreaturer gik i stå. Enden blev at mange af de efterhånden udmagrede dyr måtte slagtes med et så stort tab til følge, at Rebekka og Hans måtte sælge gården.
Min mor Elsie, som kun var en lille pige dengang, har fortalt, at hun kunne huske hvordan de sultne og tørstige kvier brølede desperat i varmen. I sidste nyhedsbrev nævnte jeg sommeren 1992, hvor det heller ikke regnede. Netop denne sommer talte min mor meget om den dramatiske og triste sommer i barndommen. Der var en lagret stemning i hende og den dukkede frem igen udløst af vejret der lignede vejret fra den tørre og triste sommer i barndommen.
Professor i teologi og filosofi K. E. Løgstrup bruger begrebet ”stemthed”. Hvert mennesket har en grundlæggende stemthed, som vi for det meste ikke er bevidste om eller tænker over, stemtheden er nogenlunde stabil hos de fleste mennesker. Vi har sådan en grundlæggende stemthed eller tone i vore sind, og sjovt nok bliver vi først rigtig opmærksomme på den når der sker noget usædvanlig, som fx sommeren 92, - der vakte den sørgmodige erindring hos min mor.

Vi har den store glæde at kunne præsentere den nu 83 årige maler Leif Mosevang i Galleri Nyord for femte gang. Leif Mosevang kan så meget, og hans billeder taler for sig selv. Alligevel vil jeg driste mig til at fremhæve et par facetter i hans kunst. - Kig et øjeblik på billedet nedenfor.

Kapaugule guldregn fletter sig ind i et orgie af farveflimrende rødorange, gulorange, røde og douchetorange azaleaer, speedes op af lyse og mørke gulgrønne, grønne og blågrønne græsflader og løv; - og bliver ikke mindst tirret af den blåviolette rododendron, der trækker sig høfligt lidt i baggrunden og danner rum i billedet og plads til malerens lille havebord.
Grundtonen eller stemtheden i dette nye havebillede af Leif Mosevang emmer af sommerglæde.
- Er vi ikke sådan cirka lige så langt fra tørke og brølende udsultede tørstige kvier, som det kan lade sig gøre?

Og så er der det andet. Leif Mosevang bliver ved med at overraske. Når jeg besøger Leif Mosevang i hans atelier og bliver præsenteret for hans nye værker, får jeg altid en fornemmelse af overraskelse og forbavselse. – Nærmest et lille chok. Kun langsomt åbner billederne sig så og giver mening, efterhånden bliver man mere rolig og fortrolig med dem – og holder af dem.
Og så sker det igen - så laver han et nyt og uforudseeligt spring, - som da han begyndte at male med fluorescerende farver. Umiddelbart generede de og jeg syntes det var ”lidt noget snyd” at skabe lyseffekter med fluorescerende gule farver. Til det svarede Leif, ”selv den mest skrigende cadmiumgule virker grå i deres selskab”.
- ”Men så da i det mindste ikke for meget af de selvlysende farver” tænkte jeg, - og erkendte i samme øjeblik, at Leif Mosevangs kunst endnu en gang havde udfordret min vanetænkning og konservatisme.

Ralph Eschrig, som udstiller i galleriet indtil Leif Mosevang tager over, sagde det meget præcist en aften, da talen faldt på årets kunstnere i Galleri Nyord: ”Der Älteste ist der Modernste”. 

Med venlig hilsen

Michael Stolt