Kære alle
Stærene samles i det kæmpestore asketræ på øen. En masse gråbrune unge fugle og næsten lige så mange metallisk skinnende ældre fugle. I store flokke har de været på farten hele dagen for at finde myg, insekter, orme og bær. De har haft fart på, når de hen på eftermiddagen samles for at slappe af for en kort stund i de høje træer. Asken er et af de foretrukne hviletræer.
Digesvalerne har også meldt deres ankomst, og dem er der endnu flere af. Viltre svirrer de rundt over øen for ind imellem at slå sig ned på elledningerne ved havnen. Hér ser vi dem oftest først på dagen.
Grågæssene er også begyndt at samles på engen. Sidst på eftermiddagen kommer de gakkende lavt hen over havnen med kurs mod korn- og stubmarkerne ovre på Sjælland. Inden længe, den 1. september starter jagten igen på ænder og gæs. Ja tiden går.
Der er efterhånden også gået en rum tid, siden min bror Jens og jeg stangede ål sammen med vores farfar. Siegfred hed han, og han var god til at stange ål. Siegfred var født på Nyord, han blev sømand og senere gift med Betty. De bosatte sig i København men holdt hver sommer ferie på Nyord. I en årrække var Jens og jeg feriebørn på Nyord sammen med Betty og Siegfred. Det var faktisk ret kedeligt, for der skulle jo læses aviser og høres pressens radioavis og soves til middag. Hver formiddag fik vi en 25 øre til at snolde for, så løb vi ned til Lilly og købte flødekarameller. De kostede 5 øre pr. styk. Man kunne lige præcis få 5. Senere steg de til 6 øre, så kunne man kun få 4 for en 25 øre – så fik man også en zink-1 øre tilbage. Når vi kedede os rigtig meget, lavede vi konkurrencer om, hvem der kunne daske flest fluer. Der var mange fluer på Nyord dengang, rigtig mange – for der var møddinger mange steder i byen. Fluesmækkerne havde farfar lavet af en pind og et par stykker kraftigt hørlærred, som var syet sammen. Som sømand havde han lært at sy sejl og presenninger, og han blev i øvrigt senere statsansat sejlmager ved Toldboden i København. Farfar gik også på jagt, og hans lokkefugle var naturligvis også syet af kraftigt hørlærred. Det samme gjaldt åleposerne. En ålepose er en kraftig lærredspose med skulderstrop, som kan hænge på skulderen, når man stanger ål. Somrenes højdepunkter var når farfar tog os med ud og stange ål.
Jeg husker især én tur ud på sandet nord for Nyord. Det store lavvandede sand strækker sig 5 – 6 km ud i Østersøen. Ved normal vandstand er der ca. 20 – 30 cm dybt. Vi havde hver et ålejern på en stang i hånden og en ålepose over skulderen. Vi vadede afsted i korte bukser og med bare tæer, op langs kysten fra Lamber Nakke, langs Ebrensholm om mod Bredeholm. Lå der lidt tang i det lave vand inde langs sivene, stangede vi med ålejernene. Som vadefuglene går og stikker næbene ned i mudderet hér og dér for at fange orm, gik en gammel mand og to drenge og stak ålejernene ned igen og igen. For at stange en ål. Kom der endelig en på ålejernet, var det om hurtigst muligt at få bakset ålejernet op af vandet og ned i den stive ålepose. Det var ikke nogen helt nem opgave for en syvårig dreng. Når det lykkedes, og man fik løsnet ålejernets greb nede i posen, var man stolt. Når man fumlede i det, og når ålen smuttede af jernet og svømmede sin vej, - så var farfar lidt ærgerlig, men han skældte ikke ud. Ude ved Bredeholm drejede farfar ud af og væk fra kysten. Efter et stykke tid sagde han: ”Pas på”. Foran os var der nogle dybe huller på det ellers flade sand. Hvor vanddybden ellers var den lille halve meter, så var hullerne måske 2 meter dybe på de dybeste steder. Jeg mener at kunne huske, at der var 5 af disse huller. De var ret store vel 5-8 m lange og 2-3 m brede. De lå tæt på hinanden. Nede i bunden af hullerne lå der tang, og i tangen var der ål. Deraf navnet ”ålehuller”. Vi havde måske fanget 5-6 ål på den lange tur op til Bredeholm. En lille time senere begav vi os hjemad med 32 ål i lærredsposerne.
Hjemme igen skulle der flås ål. Det var ikke helt nemt, men vi fik det lært. De flåede ål fik klippet finner af og blev skåret i mundrette stykker. Når stykkerne fik lidt salt, begynde de at ”sprælle”, og det gjorde de også lidt senere, når de blev langt på panden.
Mens vi fordrev eftermiddagen og ventede på de stegte ål, legede vi ofte i lærredshængekøjen under valnøddetræet. Den kunne gynge næsten som en båd, så vi sejlede ud på verdenshavene og sprang fra hængekøjen op i træer på ukendte kyster.
Jeg husker meget tydeligt, at jeg lovede mig selv: At når jeg blev voksen, - så ville jeg ikke læse kedelige aviser eller høre de samme langvarige radioaviser hele tiden, og jeg ville i hvert fald heller ikke sove lange middagslure. Når jeg blev voksen og selv kunne bestemme, så ville jeg tage ud og stange ål – hver dag.
Siegfred var en ivrig maler. På billedet ses svigerfaderens skib ”Castor af Stege” langs Nyords sydkyst. Castor sejlede paketfart mellem Stege og København. Der hænger en model af Castor over døbefonten i Nyord Kirke.
Skibet i baggrunden er ”Rasmus Stolt”. To brødre Rasmus og Peter Stolt ejede dette skib i fællesskab. Da Rasmus døde af cancer i en ung alder, omdøbte Peter skibet til broderens navn.
Med venlig hilsen
Michael Stolt