Nyhedsbrev nr. 4 – 2019
Kære alle
Jeg boede i Sværdborg ved Vordingborg det meste af min barndom. Der var Brugs, og skolen ”Sværdborg Sogneskole” lå i Over Vindinge et par kilometer væk. – Der var legekammerater i den lille landsby, og vi spillede fodbold og legede kronskjul. Der lå gårde i byen, så der var fluer, svaler og duft af komøg.
Sværdborg ligger på en bakke på kanten af et stort fladt moseområde. Sværdborg- og Køng moser hedder området. Vi kaldte det bare ”Mosen”. Mosen har tidlige været et lavvandet vandområde, en gren på Aunø Fjord, men fra omkring år 1900 blev området inddæmmet og afvandet. Det kom der et stort stykke landbrugsland ud af, men til gengæld forsvandt et enestående stykke natur. Jeg har gået utallige ture i Mosen, da jeg var dreng, og da vi blev gamle nok, gik vi på jagt i Mosen. Der var harer, skovduer, agerhøns og fasaner, og hvis områder af Mosen i perioder stod under vand, så var der også mange ænder. Gæs så vi kun sjældent, for dengang var gæs sjældne.
Sværdborg Mose malet efter erindring
Jeg husker især en oplevelse i mosen. Det var en tidlig forårsdag, og jeg var på en af mine ture ud til kanalen. Halvvejs derude kunne jeg høre en vældig larm fra agerhøns. Agerhønekokken siger en helt særlig lyd, når den gør kur om foråret, når hønen ruger, og vel også når der er små kyllinger. Den lyd kendte jeg udmærket, men den dag var lyden anderledes og måtte komme fra mange fugle. Jeg nærmede mig forsigtigt et lille stykke mose med krat og højt visnet græs. Det var der, lyden kom fra. Det sidste stykke hen til skellet kravlede jeg – og liggende kunne jeg se en masse agerhøns, der løb rundt efter hinanden, og kokke der duellerede. Kobberfavede og med bryst mod bryst og med strakte halse. Der var måske 150 agerhøns på det lille område. De var ved at parre ud. Jeg havde aldrig set noget lignede og har heller ikke oplevet det siden.
– Faktisk er det en del år siden, jeg sidst har set agerhøns. Da jeg var dreng var der mange agerhøns. Vi så dem som små mørke prikker på de snedækkede vintermarker. Når man lettede en lille flok på en gåtur eller når hunden fandt dem, når vi gik på jagt i roemarken. I dag er agerhøns sjældne. Det er trist.
Da vi kom til Sværdborg i 1968, stod der en stor sort telefon med et håndtag, der skulle drejes på. Man løftede røret, drejede og kom på den måde i kontakt med telefondamen på centralen i Klarskov som lå 2 km væk. Vi havde telefonnummer 140. Senere fik vi en grå drejeskivetelefon og et nyt 6 cifret telefonnummer 767 140. I dag har vi mobiltelefoner og har næsten glemt, hvordan livet var, før vi fik dem.
På samme måde har måden, vi flytter os fra et sted til et andet, forandret vores tilværelse. I en lang periode var sejlads den hurtigste og nemmeste måde at transportere mennesker, dyr og gods på.
I dag sætter vi os ind i bilen. Det tager 15 minutter at komme til Stege fra Nyord eller et par timer at komme til Kastrup Lufthavn, og dagen efter kan vi så være på den anden side af jordkloden.
Som med kommunikation og transport har vi næsten glemt, at det har været anderledes.
”Rylen – Flæskholm” Træsnit af Jens Bohr 2018
I perioden hvor sejlads var den foretrukne transportform lå Nyord på en af de vigtige sejlruter. Kunne man komme forbi Nyord og ind i Stege Bugt, kunne man sejle indenom Møn, Falster og Lolland.
Turen udenom var meget længere, rundt om klinten på Østmøn og hele vejen nedenom Gedser og Gedser Rev.En sejlads på Østersøen som er et noget mere voldsomt farvand end Bøgestrømmen, Storstrømmen og Smålandsfarvandet.
Farvandet omkring Nyord var imidlertid kringlet at finde rundt i, og derfor havde de forbipasserende skibe pligt til at tage en lods fra Nyord ombord. Der var i mange år over 20 lodser på øen, som årligt lodsede 3- 4.000 skibe igennem farvandet. For at sikre at nye lodser kom til, blev mange drenge sendt til søs, når de var blevet konfirmeret. De kom afsted som dæksdrenge, - blev jungmænd, - letmatroser og til sidst udlærte sømænd - matroser. Nogle gik endnu længere og blev styrmænd eller måske kaptajner. Nogle blev til søs eller slog sig ned i fjerne havne, andre vendte hjem og blev lodser, fiskere eller skippere på egne skibe.
I dag kommer de fleste til Nyord via Møn i bil, på gåben eller på cykel, og mange har en fornemmelse af, at de er kommet meget langt ud til et fjernt hjørne af landet.
Det er jo rigtigt, men det er værd at huske, at sådan har det ikke altid været.
I sejladsens tidsalder havde Nyord en central geografisk placering, og søfart var en helt væsentlig del af dagliglivet og selvforståelsen på øen.
Sjovt nok er både Jens Bohr, som udstiller i galleriet indtil 18. juli, og Ralph Eschrig, som tager over fra den 20. juli, kommet sejlende til Nyord.
I 2010 kom Jens Bohr til Nyord i fynbomaleren Johannes Larsens skib ”Rylen”. Han var sammen med Jørgen Flindt Pedersen og et filmhold. De sejlede i ”kølvandet” på Johannes Larsen og Acton Friis, som besøgte Nyord i 1922. Larsen og Friis arbejdede på bogværket ”De danskes Øer”. Filmholdet arbejdede på fjernsynsserien ”Gensyn med de danskes øer”.
Røret og Pers megin-jolle, akvarel af Ralph Eschrig
En julidag i 2013 kiggede Ralph Eschrig og hans kone Kristina Clemenz ind i galleriet. De var kommet til Nyord i sejlbåden ”Alk”.
Ralph og Kristina er begge operasangere og arbejder i Deutsche Oper Berlin. Ralph er tillige en dygtig maler.
Den 21. juli kl. 20 giver han igen og for 3. gang koncert kirken. Dagen før, altså lørdag 20. har han fernisering på sin udstilling i Galleri Nyord fra kl. 14 til 16.
Jeg synes der er en efterklang af en svunden tid i både Bohr og Eschrigs billeder.
Måske er det en af grundene til, at de passer så godt til Galleri Nyord.
Bedste sommerhilsen
Michael Stolt